Store Tårn – Christiansø

Store Tårn er et fæstningsanlæg på Christiansø opført i 1684 på uregelmæssig klippegrund. Store Tårn, der var på vej til at blive en ruin, er fra 2014-2018 restaureret og fungerer som et kulturhistorisk bygningsværk. Store Tårn er i dag et vartegn for Christiansø.

Store Tårn og fæstningen er en af verdens første fremskudte flådebaser. Christian V befæstede øerne i 1684-85 som svar på den svenske konges anlæggelse af en flådehavn i Karlskrona. Sammen med Lille Tårn på Frederiksø udgjorde det forsvaret ved indsejling til øerne.

Fæstningen blev nedlagt i 1855. Det helt overvejende byggetekniske problem ved fæstningstårnet var, at det siden overdækningen blev fjernet i 1879, stod frit eksponeret for nedbør. Vejret i Østersøen derfor medført, at tårnet var stærkt medtaget og på vej til at blive en ruin.

Tårnene og fæstningsværket er fredet. Et restaureringsprojekt med Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører har sikret bygningsværkets bevaring for eftertiden gennem en omfattende restaurering.

Spektakulært glastag inden for ringmure

Under renoveringen er Store Tårn blevet overdækket med et spektakulært glastag med et fald mod tårnets indre ringmur. Der er skabt et arkitektonisk rum, der danner rammen om udstillinger. Store Tårn er i dag en attraktion for turister, som besøger øen. Tårnet danner ramme for kunst og kulturoplevelser.

Sammen med arkitekt Mette Maegaard og underrådgivere udviklede Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører modellen til glasoverdækning – båret af stålspær, opdelt i felter og forsynet med spjæld til sommerventilering.

En af udfordringerne var at få glasfladen til at føje sig til det runde fyrtårn opført inden for ydermuren. Valget blev hammerglas i sidste fag mod den runde fyrtårnsvæg.

Begrænsning af sommervarmen sker også ved hjælp af store sejl monteret under glasloftet. Afvanding sker i tagnedløb ned til den indre gårds bund og videre ud.

De indskudte etager blev udvidet og belægning af solide planker fornyet. Nye ståltrapper, som er hængt udvendig på granitstensmurene bliver båret af dybt indstøbte stålprofiler.

Restaurering og sikring af granitmure

Gennem tiden er revnerne i tårnets facader og afdækninger søgt repareret med cementmørtel, som efter vore dages viden har forstærket problemet, da cementmørtelen er så diffusionstæt, at den holder på den fugt, der allerede er sluppet ind i murværket.

Alt tyder på, at de mange frostsprængninger i facadefugerne og de mange forvitrede teglsten i murfalse og murkroner m.v. var årsag til et voldsomt stort fugtindhold i de op til 3,2 meter tykke kampestensmure.

Det er almindeligt kendt, at det er meget vanskeligt at få ren kalkmørtel til at hærde mellem de ikke-sugende granitsten. Der skal være noget, som mørtlen kan suge an på. Derfor var det afgørende, at ny-opmurende dele blev udtørret i etaper, eller at der blev brugt en hydraulisk mørtel, som hærder ”i sig selv”.

I dette tilfælde blev der brugt en hydraulisk mørtel – KKh 35/65/500 – for ikke at forlænge byggeprocessen med et år eller mere.

Samme mørtel blev på brugt til restauringsarbejde af tilsvarende mure i Kastelholm på Ålandsøerne, som Eduard Troelsgård havde forestået i 1970’erne. Et besøg i 2015 viste, at den mørtel holdt endnu.

Ny teknik tilført i bygningen

I forbindelse med restaureringen er der tilført ny teknik i bygningen. Det drejer sig bl.a. om toilet til gæster og værksted, opvarmning og frostsikring af enkelte rum samt fornyelse af elinstallationer. Det har krævet nye navlestrenge, som er lagt i udhuggede kanaler og sluttet til øens vand, afløbssystem, varme og el.

Regnvandet er ført til en gammel brønd med mulighed for pumpning til øens sø.

Store Tårn renoveret efter Veneziachartret

Store Tårn var fredet efter bygningsfredningsloven. Projektet har derfor krævet særlig tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen og det Særlige Bygningssyn.

Renoveringen af tårnet har skabt en dialog om fredningsværdier og stillet spørgsmål om, hvor meget man kan tillade sig at ændre uden at forfalske ruinen og historien.

Skal ruinen få lov at forfalde, skulle man fastfryse ruinen ved at bremse forfaldet eller følge Veneziachartrets tese (1964). Følger man det sidste, kan nye bygningspartier erstatte manglende dele og slutte sig harmonisk til helheden – dog med den vigtige detalje at nye dele adskiller sig fra de omgivende partier, så restaureringen ikke forfalsker det historiske vidnesbyrd.

Store Tårn er restaureret efter Veneziachartrets tese, hvor nye bygningspartier som glas, grafitalmalet stål og egetræ adskiller sig fra det oprindelige – og underordner sig det oprindelige bygningsværk.